Skjulte Nøgler og Hemmelige Beskeder

Har du nogensinde tænkt over, hvordan dine beskeder forbliver private? Eller hvorfor vi bruger kryptering i alt fra sociale medier til online shopping? På denne FemTech Workshop får du mulighed for at fordybe dig i et én-dags projekt, hvor vi skal eksperimentere med kryptering, programmere og bygge et interaktivt artefakt.
Uanset om du er nysgerrig på teknologi, søger inspiration til et fremtidigt projekt eller vil have en anderledes og kreativ dag med datalogi, er denne workshop for dig!
Hvad skal vi lave?
Vi dykker ned i krypteringens verden og arbejder med krypteringsnøgler på en ny og kreativ måde. Normalt gemmer vi vores nøgler sikkert – men hvad hvis vi lod en potteplante holde på hemmeligheden?
I denne workshop udvikler du og din gruppe jeres eget krypteringsartefakt, der kan kryptere og dekryptere beskeder. Potteplanten bliver en del af løsningen ved at hjælpe med at generere eller gemme nøglen. Gennem hands-on programmering og eksperimentering lærer du, hvordan kryptering fungerer i praksis, og hvordan vi med enkle teknologier kan skabe sjove og sikre løsninger.
Hvorfor deltage?
· Få praktisk erfaring med programmering og kryptering
· Arbejd med fysiske komponenter og microcontrollers
· Samarbejd med andre gymnasieelever i små grupper
· Få indsigt i, hvordan interaktive teknologier udvikles
Det er gratis at deltage, og hvert gymnasium kan sende op til 5 deltagere. Grupperne dannes på workshoppen.
Praktisk information
Dato: 10. april 2025
Tid: 9:00 – 16:00
Sted: Datalogisk Institut, Universitetsparken 1, 2100 København Ø
Undervisere: Undervisere og studerende fra Datalogisk Institut
Deltagerne får fuld forplejning under workshoppen.
Nødvendigt udstyr
Computer – I skal kunne tilslutte et almindeligt USB-stik (USB-A). Husk adapter, hvis jeres computer ikke har denne port.
Hvem kan deltage?
Kvindelige* gymnasieelever fra:
· 1.g, 2.g, 3.g
· 1.hf, 2.hf
· Ingen eller kun lidt programmeringserfaring kræves
*Vi bruger en inkluderende definition af kvinde og kvindelig og byder trans, genderqueer og ikke-binære elever velkomne, samt alle der identificerer sig som kvinde.
NB: Gymnasieelever, der kommer langvejs fra, skal selv sørge for overnatning i København.